Autocamper på den Danske Vestkyst

Kom med rundt på den Danske Vestkyst i autocamper !!

Way Out West, et autocamper projekt tæt på mit hjerte

Sidste år havde jeg fornøjelsen af at arbejde for fire destinationer langs den danske vestkyst som en del af projektet Way Out West.
Formålet med Way Out West er at gøre det nemmere for både danske og udenlandske gæster at opdage Vestkystens mange oplevelser, fra de brede sandstrande, naturen og til lokale attraktioner, kultur og overnatningsmuligheder. Projektet skal inspirere flere til at udforske området og vise, at Vestkysten er en destination med oplevelser året rundt.

Jeg er opvokset med campingferier på den danske vestkyst, og de sidste 15 år har vi rejst rundt i autocamper langs kysten. Derfor kender jeg området rigtig godt og ved, hvor mange gode oplevelser der findes, både de kendte steder og de små perler langs Vestkysten.

Jeg elsker at rejse og opleve nye lande, men når det kommer til sommerferien, vælger jeg altid at blive i Danmark. Der er noget helt særligt ved den danske sommer, som jeg aldrig bliver træt af og Vestkysten har en helt særlig plads i mit hjerte, uanset årstid.

Med min blog ønsker jeg at dele mine erfaringer, oplevelser og idéer med andre, som elsker livet på hjul eller bare har lyst til at opleve mere af Danmark. Hvis mine egne ture kan inspirere andre til at komme afsted, finde nye steder eller se Vestkysten med friske øjne, så har bloggen opfyldt sit formål.

For mig handler camperlivet ikke om, hvilken camper du kører, eller om den er stor, ny eller fyldt med udstyr. Det handler om friheden til at tage sit hjem med sig og skabe oplevelser undervejs.

Min camper er mit private frirum og min base. Det er her, jeg slapper af, lader op og føler mig hjemme, uanset om jeg holder ved Vesterhavet, i en skov eller på en lille campingplads. Derfor vælger jeg også bevidst ikke at sætte fokus på selve min egen camper. I stedet vil jeg gerne inspirere til alt det, der venter udenfor døren: naturen, de små byer, de lokale oplevelser og de steder, der gør en rejse mindeværdig.

Overnatning med autocamper på den danske vestkyst

Når jeg kører rundt langs den danske vestkyst, har jeg selvfølgelig nogle favoritsteder, som jeg vender tilbage til igen og igen. Samtidig oplever jeg, at der hele tiden dukker nye muligheder op, og at jeg selv finder små perler.

På den danske vestkyst er der heldigvis mange forskellige muligheder for at overnatte. Du kan vælge de klassiske campingpladser med gode faciliteter, hyggelige havne med en fantastisk udsigt eller de mange stellpladser, der er indrettet specielt til autocampere.

Jeg booker stort set aldrig overnatning på forhånd og bliver sjældent det samme sted i mere end to nætter. For mig handler livet i autocamper om friheden til at køre derhen, hvor vejret, naturen eller lysten fører mig.

Jeg foretrækker overnatningssteder, hvor naturen er i centrum. Derfor søger jeg ofte væk fra de mest besøgte pladser og finder i stedet roen ved klitterne, havet eller de små havnemiljøer. Beliggenheden betyder langt mere for mig end et stort udvalg af faciliteter.

Den autocamper, vi kører i, er selvforsynende, så vi har ikke behov for meget andet end en god parkeringsplads og smukke omgivelser. Netop derfor vælger jeg ofte steder, hvor udsigten, stilheden og nærheden til naturen gør oplevelsen helt særlig.

Derfor elsker jeg livet i autocamper

Der er mange grunde til, at jeg holder så meget af livet i autocamper. For mig handler det først og fremmest om frihed. Fiheden til at tage af sted, når lysten melder sig, og til at lade turen udvikle sig undervejs.
Jeg bor fast i Klitmøller, og herfra er det nemt at tage på små ture, som ikke kræver den store planlægning. Nogle gange handler det ikke om at køre langt væk eller have en bestemt destination, det handler bare om at komme ud på tur.

Min autocamper er en del af min hverdag og fungerer også som min daglige bil. Når turen går til havet med surfudstyret, når naturen kalder, eller når jeg bare får lyst til at udforske området omkring Klitmøller, står mit hjem på hjul klar.

Spontanitet

Jeg elsker, at jeg ikke behøver planlægge alting. Hvis vejrudsigten lover sol ved Vesterhavet, kører jeg den vej. Hvis vinden er bedre længere mod nord, ændrer jeg bare kurs. Jeg booker sjældent overnatning på forhånd, og det giver mig friheden til at følge vejret, naturen og mavefornemmelsen.

Mit eget hjem, uanset hvor jeg er

Noget af det bedste ved at rejse i autocamper er følelsen af altid at have mit eget hjem med. Min seng, mit køkken og mine egne ting er altid lige ved hånden. Det giver en tryghed og en ro, som er svær at beskrive. Selv når jeg besøger familie eller venner, kan jeg trække mig tilbage, lukke døren og nyde mit eget lille frirum.

Plads til alt mit udstyr

Autocamperen gør det nemt at tage alt det med, jeg holder af. Surfudstyr, mountainbike, vandresko og kamera har alle deres faste plads. Jeg behøver ikke vælge mellem mine interesser, de kan alle komme med på tur.

Min hund er altid med

En af de største glæder er, at min hund kan være med overalt. Vi oplever naturen sammen, går lange ture på stranden, udforsker skovstier og nyder de stille morgener. Jeg elsker at rejse med min firbenede makker.

For mig er autocamperlivet ikke bare en måde at rejse på, det er en livsstil. Det handler om frihed, nærvær og nærhed til naturen. Om at vågne op til lyden af havet, nyde morgenkaffen med udsigt til klitterne og vide, at dagens eventyr først begynder, når jeg drejer nøglen.

8 år uden flyrejser

Det er snart otte år siden, jeg sidst bookede en flybillet. Det er faktisk lidt vildt at tænke på. Men når man først har oplevet friheden ved at have sit eget hjem med på hjul, bliver det svært at vende tilbage til faste rejseplaner, lange køer i lufthavnen og kufferter, der skal pakkes ud og ind.

 

Way Out West, Autocamper på den danske Vestkyst.

Way Out West, Et autocamperprojekt langs den danske Vestkyst i samarbejde med Destination Nordvestkysten, Visit Vesterhavet, Visit Sønderjylland og Visit Vadehavskysten - Vist Denmark.
// Yde media

Cathrine Yde

Hi, I’m Cathrine Korsgaard Yde.

I’m a professional sports and action photographer who loves movement and capturing dynamic moments. I also value quiet time to recharge and let my mind wander in nature.

I often explore nature from our van during the off-season, away from the crowds and noise. That balance between action and stillness is where I find my inspiration.

https://www.Yde-Media.com
Forrige
Forrige

Miniferie ved Lønstrup

Næste
Næste

Fish & Chicks. Sammen om naturen, hver for sig og alligevel fælles