Fish & Chicks. Sammen om naturen, hver for sig og alligevel fælles.

En weekend hos Sarah Rønholt ved Skjern Å med fiskeri, naturfællesskab, spontanitet og mødet med kvinder, der deler glæden ved naturen.

I weekenden tog jeg på en lille rejse til Skjern Å for at deltage i Fish & Chicks, et koncept skabt af Sarah Rønholt, hvor kvinder kan lære at fiske og samtidig blive en del af et fællesskab omkring naturen.

Det blev en fantastisk weekend. En weekend, der gav mig energi, glæde og en fornyet lyst til at være sammen med andre kvinder, som også søger eventyr i naturen og værdsætter fællesskaber skabt gennem naturoplevelser.

Det sker meget sjældent, at jeg tilmelder mig et arrangement, hvor jeg skal være en del af et større fællesskab over flere dage. Men netop denne weekend føltes rigtig fra første øjeblik. Måske fordi det handlede om at være i naturen, hvor der er plads til bare at være. Uden forventninger, uden præstationer og uden at skulle passe ind i en bestemt ramme.

Faktisk havde Sarah fået et afbud og jeg tilmeldte mig arrangementet blot fem dage før start. For mange lyder fem dage måske ikke af meget, men for mig er det lang tid at have en aftale i kalenderen. Jeg holder af spontane oplevelser og friheden til at tage af sted, når lysten opstår. Alligevel var dette det første arrangement i lang tid, som jeg tilmeldte mig med en helt særlig ro i kroppen.

Denne weekend mødte jeg andre kvinder, som deler min glæde ved spontanitet, naturen og det at være fælles om en aktivitet udenfor. Det var utroligt ukompliceret. Der var plads til forskelligheder, plads til grin og gode samtaler, men også plads til at trække sig tilbage, hvis behovet opstod. Uden spørgsmål, uden forklaringer, uden at nogen gjorde opmærksom på det. Det var et fællesskab, der føltes let. Som om naturen skabte rammen for, at vi bare kunne møde hinanden som de mennesker vi er.

Sara har skabt et koncept, der gør det nemt at deltage, uanset om man har erfaring med fiskeri eller aldrig tidligere har haft en fiskestang i hånden. Som deltager behøver man faktisk kun at medbringe tøj efter vejret og et par gummistøvler, resten er der sørget for.
Jeg har kun begrænset erfaring med fiskeri, men det gjorde ingen forskel. Sarah var utrolig dygtig til at undervise og skabe tryghed, så alle kunne være med. Hun mødte os hver især dér, hvor vi var, og gav os mod på at lære mere.

Og så er der maden. Hjemmelavet, lokal og tilberedt med omtanke. Efter timer ved åen blev vi forkælet med måltider, der emmede af kvalitet og nærvær. Det føltes som ren luksus midt i naturen.

Jeg havde valgt at overnatte i min camper, som var parkeret ved lejren. De øvrige deltagere sov i de hyggelige tipitelte, som Sara havde stillet op til weekenden. Om aftenen samledes vi omkring bålet, hvor vi nød den skønne mad fra Saras køkken.

Mit grundlag for at deltage var min nysgerrighed på fiskeri og på den natur og de økosystemer, der knytter sig til livet omkring åen.

Jeg spiser hverken fisk eller kød, og min motivation for at deltage handlede derfor ikke om at fange fisk til aftensmaden. Tværtimod var jeg nysgerrig efter at lære mere om naturen, forstå samspillet mellem mennesker, dyr og vandløb og få et indblik i en verden, jeg ikke kendte særlig godt.

Det var netop en af grundene til, at jeg tilmeldte mig. Hos Sarah handler fiskeri om meget mere end fangst. Hun har en stor respekt for både fiskene, naturen og de oplevelser, der opstår, når vi opholder os i det fri.


Danmarks center for Vildlaks ved Skjern å

En af weekendens helt store oplevelser var besøget på Danmarks center for Vildlaks som Sarah havde arrangeret. Her fortalte Martin og Thor engageret om den vilde laks i de danske vandløb, og hvordan bestanden gennem mange år var så presset, at man frygtede, den var på vej til at forsvinde.

I dag arbejder centret målrettet med at sikre laksens overlevelse ved blandt andet at opdrætte og udsætte seks måneder gamle lakseyngel i de vestjyske vandløb. Det var både fascinerende og tankevækkende at høre om det store arbejde, der ligger bag bevarelsen af en art, som engang var tæt på at gå tabt.

Det gjorde et stort indtryk på mig at få lov til at være en lille del af indsatsen. Sammen hjalp vi med at sætte de små fisk ud i naturen, for at give dem de bedste muligheder for at overleve og sikre dem en fremtid i de danske vandløb.
At stå med de små fisk i hænderne og vide, at de forhåbentlig en dag vender tilbage til de samme vandløb, gjorde oplevelsen helt særlig.
Det var inspirerende at møde mennesker, der med så stor passion arbejder for at give den vilde laks de bedste betingelser for at overleve og vende tilbage til de danske vandløb.

Denne weekend bliver bestemt ikke min sidste med Fish & Chicks. Hvis du drømmer om en weekend med fiskeri, natur, nærvær og fællesskab med andre kvinder, så tag et kig på de kommende events, FISH & CHICKS FESTIVAL. Jeg er dybt taknemmelig for oplevelsen og de nye bekendtskaber, som weekenden bragte med sig.

Stor tak til Sarah for at skabe trygge rammer og åbne døren ind til sit univers 🩵

Cathrine Yde

Hi, I’m Cathrine Korsgaard Yde.

I’m a professional sports and action photographer who loves movement and capturing dynamic moments. I also value quiet time to recharge and let my mind wander in nature.

I often explore nature from our van during the off-season, away from the crowds and noise. That balance between action and stillness is where I find my inspiration.

https://www.Yde-Media.com
Næste
Næste

Sydsverige og Öland i camper