Vandreferie i Harzen

En spontan kør-selv-tur til Harzen med min mor

En vandreferie i Harzen behøver ikke kræve måneders planlægning...

En vandreferie i Harzen behøver ikke kræve måneders planlægning. Da vejrudsigten sidst i september pludselig lovede sol og omkring 20 grader, pakkede min mor og jeg bilen og satte kursen mod Harzen. Fire dage senere havde vi oplevet smukke vandreruter, vilde udsigter og hyggelige historiske byer. Fra Torfhaus til Brocken, Bad Harzburg, Goslar, Thale, Quedlinburg og Teufelsmauer. En spontan lille tur, masser af vandring og virkelig mange smukke oplevelser.

Harzen er et oplagt sted til en lille vandreferie, når man gerne vil have følelsen af et eventyr uden at skulle rejse langt. Det er overskueligt at køre til, fra Danmark og området byder på vandreture i mange forskellige niveauer.

Min mor og jeg havde længe snakket om at tage afsted, og pludselig passede det for os begge. Jeg var spændt på, hvordan vi ville klare vandringerne og højdeforskellene, men Harzen viste sig at have lidt af det hele – fra stejle stigninger og skovstier til åbne, grønne områder og smukke udsigter.


Dag 2 – Vandretur fra Torfhaus til Brocken og Torfhaus Moor

Vandretur til Brocken på den ikoniske Goetheweg

Første vandredag startede i Torfhaus, hvor vi boede, og derfor var det nemt bare at snøre vandreskoene og gå direkte ud på den kendte Goetheweg mod Brocken.

Vi havde egentlig aftalt, at vi ville gå mod Brocken og samme vej tilbage igen. Undervejs kunne vi altid vende om, hvis turen blev for lang eller krævende. Man kan også vælge at tage damptoget den ene vej op til Brocken, men toget går fra en anden side af Brocken end den rute, vi skulle tilbage ad.

Men sådan gik det ikke.

Det var som om, vi bare blev ved. Ruten er omkring 8 km hver vej, men der var så mange steder undervejs, vi bare måtte se, at vi endte med at gå omkring 22 km.

Det blev en skøn og varieret vandretur med gode, brede stier og smukke landskaber. Man behøver bestemt ikke gå hele vejen til toppen af Brocken – naturen er smuk allerede på den første del af ruten.

Goetheweg fører gennem det karakteristiske landskab i Harzen, hvor de mange døde træer giver området et helt særligt og næsten råt udtryk.

Senere på aftenen gik vi tilbage til området ved Torfhaus Moor for at opleve solnedgangen. Vi fulgte stierne gennem moselandskabet, som er et virkelig smukt og charmerende område.

Goetheweg

På plankestier gennem Torfhaus Moor

Selvom vi allerede havde vandret mange kilometer denne dag, kunne vi ikke lade være med at gå ned til plankestierne ved Torfhaus Moor.

Det blev til en hyggelig lille tur ad de fine plankestier, som snor sig gennem det sårbare moseområde. Stierne er en del af Goetheweg og er nemme at komme ud til fra Torfhaus centrum.

Plankestierne er en del af den større Torfhaus Moor Rundt, som er en vandretur på omkring 5,6 km. Vi valgte dog den korte tur ud til plankestierne på cirka 1,5 km. Vi skulle egentlig bare ud og nyde naturen, lytte efter krondyrene og se solen gå ned.

Plankestierne er lavet for at beskytte den sårbare natur mod slid, men de passer samtidig utrolig smukt ind i landskabet. Det er en ret fin oplevelse at gå hen over mosen og komme tæt på den natur, som ellers kan være svær at færdes i.

En lille, men hyggelig tur, som endnu en gang viste os, hvor smuk naturen er omkring Torfhaus.

Info og kort over Torfhaus Moor ruten

Torfhaus Moor


Dag 3 – Wolfswarte, Bad Harzburg og Goslar

Wolfswarte, en smuk vandretur fra Torfhaus

Lidt trætte efter vores tur til Brocken dagen før, men godt tanket op efter morgenmaden på hotellet, var vi klar til dag 3. Planen var at gå fra Torfhaus og op til Wolfswarte.

Navnet Wolfswarte lyder jo næsten som noget fra et eventyr, og der knytter sig da også historier til navnet. Wolfswarte betyder noget i retning af “ulvevagt”, og stedet skulle efter sigende have været brugt som udsigtspunkt, hvor man kunne holde øje med ulve i området. Om historien er helt sand, skal vi ikke kunne sige, men navnet gør jo turen lidt mere spændende.

Wolfswarte-ruten er omkring 6 km tur/retur og var en helt anderledes oplevelse end turen til Brocken ad Goetheweg. Her var stierne smallere, mere stenede og med flere stigninger undervejs. På turen fra Torfhaus kom vi også gennem smukke vådområder, hvor træplankerne førte os gennem landskabet.

Vil man gerne gå en længere tur, kan man med fordel gå videre ud til Oderteich, gå søen rundt og fortsætte op mod Wolfswarte. Vi havde planer om at gå turen rundt om søen dagen efter, så denne dag gik vi direkte fra Torfhaus centrum og op til Wolfswarte.

Turen op til Wolfswarte var fantastisk smuk, og da vi nåede toppen, blev vi belønnet med en flot udsigt. Man kan se ned mod Altenau, men det var især udsigten udover de enorme skovområder og de mange træer, vi nød. Efter en lille pause gik vi samme vej tilbage mod Torfhaus.

Info og kort over Wolfswarte ruten fra Torfhaus

Wolfswarte

Et kig på trætophytterne

Efter vores vandretur til Wolfswarte kørte vi videre ned til Bad Harzburg for at se trætophytterne. Vi overvejede også at tage liften fra byen op på toppen og vandre videre til Rabenklippen, men besluttede i stedet at køre videre til Goslar for at opleve den gamle og smukke by.

Jeg er meget imponeret af smukke hytter, så jeg ville selvfølgelig gerne forbi og se dem. De ligger virkelig fint placeret mellem træerne i skoven og ser utrolig hyggelige ud.

Desværre kunne vi også høre en del larm fra hovedvejen nede i byen, hvilket tog lidt af den ellers idylliske stemning. Det er derfor værd at have med i overvejelserne, hvis man overvejer at bo i trætophytterne.

Men flotte, det er de bestemt!

Bad Harzburg

Goslar

Vi brugte eftermiddagen i Goslar, som er en gammel handelsby på UNESCOs verdensarvsliste.

Det var nemt at komme til byen og finde parkering, og vi gik hurtigt på opdagelse i de små gader.

Goslar er en rigtig charmerende by med smukke gamle huse og hyggelige gader. Vi oplevede dog også en del trafik og larm rundt omkring i byen. Måske ramte vi bare et uheldigt tidspunkt, men det gjorde, at vi søgte lidt væk fra de mest trafikerede gader og ud mod de grønnere områder.


Dag 4 – Oderteich, Bodetal, Thale og Quedlinburg

Sidste dag i Torfhaus og videre mod det østlige Harzen, men først et stop ved Oderteich.

Vi pakkede bilen efter morgenmaden og kørte mod nye eventyr. På køreturen fra Torfhaus mod Oderteich kunne vi virkelig se og fornemme, at der var meget mere at opleve i området og masser af spændende vandreture, vi kunne have kastet os ud i.

Oderteich er søen, som jeg tidligere har nævnt, hvor der går en fin vandrerute rundt om og videre op mod Wolfswarte. Vi havde allerede været oppe ved Wolfswarte dagen før, og da vi denne dag gerne ville videre mod det østlige Harzen, valgte vi at gå turen rundt om søen.

Vi kunne sagtens have brugt mere tid omkring Torfhaus, for der er virkelig meget at opleve. Men vi var også blevet nysgerrige på nogle af de andre steder i Harzen, som vi havde hørt godt om. Blandt andet Tysklands svar på Grand Canyon og en vandrerute, hvor man efter sigende føler sig hensat til Afrika eller USA. Det lød jo som noget, vi måtte opleve.

Turen rundt om Oderteich er omkring 4,2 km, og endnu en gang gik vi gennem et landskab præget af de mange døde træer. Det giver området et helt særligt og næsten råt udtryk. Selvom træerne er døde, er landskabet langt fra livløst. Tværtimod giver det en helt anden stemning og minder én om, at naturen hele tiden er i forandring.

Samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvad der kan ske, hvis vi ikke passer godt nok på vores natur. De mange døde træer hænger blandt andet sammen med klimaforandringerne, som påvirker skovene og gør dem mere sårbare.

Det er lidt tankevækkende at gå rundt i et så smukt landskab og samtidig se, hvordan naturen forandrer sig lige foran øjnene på én.

Oderteich blev vores første stop på dag 4, nu kurs mod Rosstrappe i Bodetal.

Info og kort over Oderteich ruten

Oderteich

Rosstrappe i Bodetal, det tyske svar på Grand Canyon

Fra Oderteich kørte vi gennem Braunlage og videre gennem Harzen for at komme til Bodetal, hvor vi havde planer om at stoppe og gå ud til udsigtspunktet ved Rosstrappe.

Og her fik vi virkelig en wauw-oplevelse!

Pludselig stod vi højt oppe og kiggede ud over det imponerende landskab

Det var ikke svært at forstå, hvorfor stedet bliver sammenlignet med Grand Canyon. Selvfølgelig er det ikke Grand Canyon i amerikansk størrelse, men følelsen af at stå højt oppe og kigge ned over den dybe kløft var helt fantastisk.

WAUW !!

Fra Rosstrappe udsigtspunkt kunne vi også kigge over på Hexentanzplatz, som ligger på den anden side af Bodetal.

Man kan komme op til Hexentanzplatz med lift fra bunden i Thale, og da vi stod der og kiggede over på det imponerende område, besluttede vi os for, at det måtte vi også opleve.

Så dagen efter gik turen til Hexentanzplatz og endnu en gang fik vi en wauw-oplevelse!

Rosstrappe er først og fremmest et udsigtspunkt/klippeplateau, ikke en trappe.

Navnet kan dog være lidt forvirrende. Rosstrappe er en klippeformation højt over Bodetal, hvorfra man har en flot udsigt ned over dalen og over mod Hexentanzplatz.
Parkering: Parkplatz Rosstrappe Heidenwall

Bodetal

Vandretur gennem Bodetal-dalen ved Thale

Efter vores tur ud til Rosstrappen kørte vi ned til Thale, hvor vi havde fundet et hotel tæt på Bode-floden, som løber gennem byen.

Efter vi havde checket ind, gik vi en dejlig tur langs Bode-floden. Det var rart lige at få lidt ro og nyde omgivelserne efter dagens mange oplevelser, inden turen igen gik videre.

Næste stop var Quedlinburg, som vi havde hørt skulle være en rigtig hyggelig og charmerende by.

Bode dalen

Aftentur rundt i de gamle gader i Unesco-byen Quedlingburg

Vi sluttede dagen og aftenen af i Quedlinburg, en fantastisk charmerende gammel by.

Vi kørte fra Thale mod Quedlinburg, og allerede da vi nærmede os byen, kunne vi fornemme, at der ventede os en dejlig oplevelse. Vi glædede os til at komme ud og gå rundt i de gamle gader.

Vi nød virkelig at gå rundt og bare suge stemningen til os. Byen er fyldt med smukke, gamle bindingsværkshuse, små gader og masser af historie.

Ej, hvor var den bare smuk!

Quedlinburg er virkelig en by, jeg varmt vil anbefale at besøge.

Quedlinburg

Dag 5 – Teufelsmauer, Hexentanzplatz og hjemrejse

Teufelsmauer, en helt anderledes vandretur

Sidste morgen i Harzen sprang vi morgenmaden over på hotellet og valgte i stedet at komme tidligt afsted for at opleve Teufelsmauer.

Jeg var lidt usikker på, hvordan vi bedst kunne opleve området, og ikke mindst hvor det ville være bedst at parkere. Samtidig var det lørdag, og jeg ville gerne afsted, inden der kom alt for mange mennesker.

Så vi pakkede bilen, satte kursen mod Königstein og håbede på, at vores tidlige start ville give os en god oplevelse og måske også lidt mere ro på stien.

Teufelsmauer var et meget fascinerende sted og noget helt anderledes, end hvad vi indtil nu havde oplevet på vores tur gennem Harzen.

Turen ved Königstein er en rundtur, som både er kort og overskuelig. Det er derfor et rigtig godt sted at starte, hvis man gerne vil opleve de imponerende klippeformationer uden at skulle ud på en lang eller krævende vandretur.

Da vi parkerede bilen og begyndte at gå, var det faktisk svært at forestille sig, hvad der gemte sig lidt længere fremme. Men pludselig stod vi foran de imponerende klippeformationer.

Teufelsmauer er en naturlig klippekam, som består af flere sektioner og strækker sig over mange kilometer gennem landskabet. Andre steder langs Teufelsmauer bliver terrænet mere råt med flere klipper og sten, og her kan turen være lidt mere udfordrende.

Allerede efter kort tid kunne vi mærke, at dette ikke blev en helt almindelig vandretur. Det var svært at forstå, at vi stadig befandt os i Harzen. Landskabet føltes helt anderledes end de skove og bjergområder, vi havde oplevet tidligere på turen.

Det var en smuk og anderledes start på vores sidste dag i Harzen.

Teufelsmauer

Fra Teufelsmauer til Hexentanzplatz

Efter Teufelsmauer kørte vi en tur op til Hexentanzplatz, hvor vi ville nyde udsigten over Bodetal-dalen en sidste gang, inden turen gik mod Danmark.

Heroppefra kunne vi se over til Rosstrappe, hvor vi havde stået dagen før. Det var lidt sjovt at stå på den ene side og kunne se tilbage på stedet, hvor vi havde nydt den fantastiske udsigt dagen før.

Det er egentlig ret fascinerende, hvor hurtigt landskabet ændrer sig i Harzen. Fra Teufelsmauer til Hexentanzplatz tog det ikke lang tid i bilen, og alligevel føltes det som to helt forskellige landskaber.

Et sidste kig over Bodetal, inden vi satte kursen hjem mod Danmark.

Hexentanzplatz

På gensyn, Harzen

Harzen var en fantastisk oplevelse på vores spontane tur. Vi nåede at se og opleve utrolig mange forskellige steder på de få dage, vi var der.

Vi fik både vandret i de store skovområder, oplevet imponerende klippeformationer, små hyggelige byer og nogle fantastiske udsigter.

Det er helt sikkert et sted, vi gerne vil tilbage til. Både for at vandre nogle af de samme ruter igen, men også for at opleve nogle af de mange andre spændende områder, som vi ikke nåede denne gang.

Så Harzen, det var bestemt ikke sidste gang, vi ses !


Har du spørgsmål, kommentarer eller er du nysgerrig på noget fra vores tur, så skriv endelig en kommentar nedenfor. Jeg svarer gerne og deler vores erfaringer. På den måde kan andre, der overvejer en tur til Harzen, også få glæde af spørgsmålene og svarene.

  • Dag 1 – Ankomst til Torfhaus, Harzen

  • Dag 2 – Torfhaus til Brocken og Torfhaus Moor

  • Dag 3 – Wolfswarte, Bad Harzburg og Goslar

  • Dag 4 – Oderteich, Bodetal, Thale og Quedlinburg

  • Dag 5 – Teufelsmauer, Hexentanzplatz og hjemrejse

Cathrine Yde

Hi, I’m Cathrine Korsgaard Yde.

I’m a professional sports and action photographer who loves movement and capturing dynamic moments. I also value quiet time to recharge and let my mind wander in nature.

I often explore nature from our van during the off-season, away from the crowds and noise. That balance between action and stillness is where I find my inspiration.

https://www.Yde-Media.com
Næste
Næste

Miniferie ved Lønstrup